AutismeCenter Skive har aktivitets- og samværstilbud for de borgere i målgruppen, der har behov for det.
Her deltager borgerne i aktiviteter, der er tilpasset med udgangspunkt i den enkeltes funktionsniveau - og med fokus på trivsel og udvikling. I dagtilbuddet vægter vi idræt, motion og bevægelse højt.
Cafe´ linjen - Idavang, H. C. Ørsteds Vej 1, Skive
Vi tager individuelle hensyn til, hvilke opgaver den unge deltager i, og hvor ofte der rokeres. Der sikres overskuelighed ved hjælp af en tavle, som viser, hvad hver enkelt har ansvar for den pågældende dag.
Køkkenet er godkendt af Fødevarestyrelsen, hvilket betyder, at vi er underlagt regler for hygiejne, opbevaring samt fremstilling og salg af fødevarer. Der udarbejdes individuelt tilpassede opskrifter og rengøringsplaner ud fra samme skabelon med henblik på at udvikle brugernes selvstændighed i opgaverne.
De unge inddrages blandt andet i forhold til valg af menu, valg af aktiviteter i eftermiddagscaféen samt økonomi og regnskab i forhold til produktionen.
Grøn linje - Idavang, H. C. Ørsteds Vej 1, Skive
Grøn Linje tilbyder aktiviteter, hvor der er ”højt til loftet”. Der bliver dyrket grøntsager til AutismeCentrets køkken samt til salg til private. Der fremstilles brænde til eget fyr samt til privat salg. Denne aktivitet har mange funktioner, herunder selve processerne i fremstillingen, levering til kunder osv.
Værkstedslinje - Idavang, H. C. Ørsteds Vej 1, Skive
Værkstedslinjen tilstræber via forskellige aktiviteter at tilgodese borgerens kreative og/eller produktive færdigheder samt at give borgeren en arbejdsidentitet med mulighed for udvikling og samvær om fælles interesser.
Indholdet i værkstedslinjen kan/skal give borgeren positive oplevelser i at ”kunne noget” og at blive mødt med udfordringer. Der vil i aktiviteterne, både i de kreative aktiviteter og montageopgaverne, være fokus på processen.
