Botilbuddet starter op i bygninger, som tidligere har været botilbud under AutismeCenter Skive. Afdelingen bliver et bofællesskabslignende tilbud efter SEL §§107/108 bestående af 6 lejemål, som er 2-rums lejligheder. De er fordelt på to adskilte glasoverdækkede gange med hver 3 lejemål, der er forbundet med et fællesareal (stue og spiseplads), fælleskøkken og serviceareal til medarbejderne.

Bilstrupvej 28 er rettet mod borgere der har brug for et midlertidig eller længerevarende tilbud. Som udgangspunkt er tilbuddet uden natdækning, så opstår der behov for natdækning, vil der blive tale om en tilkaldefunktion. Der vil være støtte i morgentimerne, eftermiddag og tidlig aften på hverdage. I weekender vil der være dækning fra sen formiddag til sen eftermiddag. Borgerne skal derfor kunne klare sig uden personaledækning i dagtimerne (8.30-15:00) og sene aftentimer og om natten. Borgere i tilbuddet vurderes at kunne fraflytte tilbuddet inden for maks. 2 år (§107) eller måske på sigt (§108). Borgerne i tilbuddet forventes at være tilknyttet uddannelses- eller beskæftigelsestilbud i hverdagene, enten i Socialafdelingens tilbud eller ved eksterne/private aktører. Der støttes individuelt til generel egenomsorg og nødvendig sundhedsfaglig understøttelse. Der planlægges individuelle samtaler med henblik på støtte til generel trivsel og livmestring. Borgerne i tilbuddet forventes aktivt at deltage i praktiske opgaver i tilbuddets fællesskab. Deltagelse forventes via fastlagte praktiske opgaver, f.eks. faste maddage og rengøring af fællesarealerne, inde og/eller ude. Det forventes at medarbejdergruppen omkring borgerne i tilbuddet vil udgøres af pædagogisk personale og en social- og sundhedsassistent. Medarbejderne har kompetencer inden for KRAP, autisme, ADHD. Der kan være øvrige kompetencer afhængig af den enkelte medarbejders profil. Der kan eventuelt tilknyttes en ergoterapeut, ellers vil faggruppen kunne hentes ind ved behov fra andre afdelinger i AutismeCenter Skive. Medarbejderne på Bilstrupvej 28, vil være medarbejdere, som i dag også arbejder I AutismeCentrets afdeling i Thinggade og Bilstrupvej 27.   Alle billeder er taget inden renovering er påbegyndt